Gå til hovedindhold

Plejecenter Engparken

Engparken er en del af Ikast-Brande Kommunes Sundheds- og Ældreafdeling.

Billede af Engparkens facade

På plejecenter Engparken arbejder vi hver dag for at skabe et trygt, værdigt og meningsfuldt hverdagsliv - et sted, hvor du føler dig hjemme.
Hos os er hverdagen præget af tryghed, nærvær og respekt for det enkelte menneske. Vi arbejder personcentreret og tager altid udgangspunkt i dine ønsker, behov og livshistorie. Vores fokus er at du har så høj trivsel som muligt. 

Plejecentret består af 45 lejligheder og bygningen består af tre søjler, som er forbundet med lyse glasgange og skaber et åbent og indbydende miljø. Hver søjle har to etager. I den midterste søjle findes en direkte udgang til plejecentrets sansehave. 
I den nye tilbygning ligger samlingssalen, som danner rammen om fællesskab, aktiviteter og samvær for både beboere og personale. 

Engparken er døgnbemandet, så der er altid hjælp og støtte tæt på. Du møder et engageret personale, som arbejder på tværs af faglighed, vagtlag og funktioner for at skabe de bedste rammer for dig. 
Vi har et tæt og velfungerende samarbejde med hjemmeplejen og sygeplejen. Desuden er Engparken et uddannelsessted for social-og sundhedselever, hvilket er til gavn for dig og de øvrige beboere, fordi eleverne er med til at bringe ny viden og tid ind i hverdagen.